INVITERET
Jeg har tidligere besøgt Livingstone for at få deres brunch, hvilket altid har været en succes, så nu måtte det være tid til at prøve deres aften menu. Så i juli måned besøgte jeg Livingstone for første gang til middag og det er helt bestemt ikke sidste gang! Deres koncept er simpelthen genialt – intet mindre!
Inden jeg går i gang med at forklare nærmere om konceptet, så må jeg lige starte med at nævne deres lokation, som er outstanding! Man kan sidde lige ud til søerne, hvis vejret er til det og det var det heldigvis, da vi var der. Så vi sad med varmelamper og nød en smuk solnedgang, lækker mad og godt selskab.
Nu nævnte jeg jo før, at jeg synes deres koncept er genialt og det synes jeg VIRKELIG, det er! A la carte – all inclusive, til blot 248DKK søndag til torsdag og 278DKK fredag-lørdag! Det er da en pris, der vil noget!
Når du ankommer, får du et menukort med 25 super lækre forskellige retter og så vælger du ellers bare det, som dit hjerte begærer. Der er alt fra friske salater, langtidsstegt kød, risottokugler (som var en klar favorit hos mig), pasta, desserter m.m.
Måden vi gjorde det på var, at vi bestilte “forret”, hvor vi valgte en masse forskellige retter, som vi synes, vi havde lyst til til forret. Derefter bestilte vi “hovedret” med de retter, vi ønskede der og til slut “dessert”. Man kan bestille lige så mange runder, man ønsker, og man behøver jo ikke gøre det på samme måde som os 🙂
For at det ikke skal være løgn, så er drikkevarer også inkluderet i prisen. Du kan vælge mellem lækre specialøl, flere forskellige tag-selv-vine fra wall taps, sodavand, lemonade, kaffe m.m. Man går altså bare til bords uden at behøve at tænke yderligere over prisen hele aftenen. Man skal bare nyde og slappe af!
Man kunne måske tænke, at med den pris, så kan kvaliteten ikke være specielt god, men den tanke kan man godt pakke sammen igen. Alt var velsmagende og godt tilberedt og så havde vi den SØDESTE betjening. Jeg har kun gode ting at sige! Der er nogle gange, hvor steder bare rammer plet og det har Livingstone virkelig gjort med det her koncept – som desuden er helt Coronavenligt!
Hav en skøn dag!