
Fedt er i lange tider blevet set som vores fjende, når det kommer til vægttab og kosten. Logikken siger, spiser du fedt, så bliver du fed, men sådan er det bestemt ikke. Ja, fedt har et højere kalorieindhold end protein og kulhydrater, men ved at undgå fedt, har du en større risiko for at overspise og tage på i vægt. Fordi fedt er så “rich” er det meget tilfredsstillende for vores smagsløg, smager i længere tid og holder dig mæt længere. Netop grundet dette, kan du ved indtagelse af mindre mængder fedt, opnå en stor følelse af tilfredshed og undgå at fylde dig med andet, for at opfylde dette.
Helt fundamentalt, så har vi brug for fedt, for at kroppen kan fungerer!
Hvis du spiser fedt som en del af en afbalanceret kost og får dit fedt fra gode fedtkilder, så er det rigtig godt for dit helbred. Vi har brug for fedt af flere årsager. Flere af vores vitaminer er fedtopløselige, herunder Vitamin A, D, E og K, hvilket betyder, at disse vitaminer skal være bundet til fedt, for at kroppen kan optage og bruge dem. Derudover hjælper fedt til at støtte hormonproduktionen, fastholde din kropstemperatur og støtte cellefornyelesen. Som I nok kan læse jer til, så er fedt vigtigt for os.
Nøglen er primært at spise gode fedtstoffer fra gode kilder.
Monoumættet og polyumættet fedt indholder essentielle fedtstoffer, som vores kroppe og vores hjerner har brug for. Nogle gode sunde fedtkilder kan blandt andet findes i fede fisk, olivenolie, nødder, frø og avokado.
De officielle anbefalinger for fedt er et dagligt energiindtag på mellem 25-40 procent. Mindre end 10 energiprocent (E%) anbefales at komme fra mættet fedt, enkeltumættet fedt anbefales at bidrage med 10-20 E%, flerumættet fedt har et anbefalet indtag på 5-10 E% og mindst 1 E% anbefales at komme fra omega-3 fedtsyrer. Derudover anbefales det, at indtagelsen af transfedtsyrer skal være så lavt som muligt.
At spise et ton af fedt er ingen god idé, men at undgå det fuldstændig fra din kost er bestemt heller ikke!
Rigtig god fredag!
